Giv dig selv et boost og tag på udveksling
Hvis du går med tanken om at tage på udveksling og komme væk fra den trivielle hverdag, er det formentligt svært at finde på argumenter imod at springe ud i det. Under et udvekslingsophold bliver du både sat fagligt, kulturelt og socialt på prøve. Kort sagt er udveksling det oplagte valg, hvis du trænger til et boost og til at udvikle dig selv. I dette blogindlæg kan du læse om, på hvilke måder et udvekslingsophold kan give dig et boost, og hvordan du kan drage nytte af dine erfaringer efterfølgende.
Faglige udfordringer
Udveksling bliver tit forbundet med, at det giver dig oplevelser for livet. Hovedformålet med udveksling er dog stadig, at du skal opnå et fagligt udbytte, som vil gavne dig nu og i din fremtid. Med et udvekslingsophold får du muligheden for at afprøve fag, som du ikke kan tilmelde dig på danske uddannelsesinstitutioner. Et udvekslingsophold giver dig derfor rig mulighed for at få faglig udfordring. Ikke kun fordi du kan blive udsat for uvante fag, men også fordi undervisningen foregår på et andet sprog. Det betyder også, at det er den bedste chance for at udvikle dine sproglige kompetencer – især hvis du tager til et engelsk-, fransk- eller spansktalende land. Både det faglige og det sproglige udbytte er to faktorer, der pynter på dit CV. Derfor kan et udvekslingsophold give dig en fordel i forhold til din fremtid ude i erhvervslivet.
International læring og perspektiv
Som nævnt er det svært at komme på argumenter, der taler imod at tage på udveksling. Derimod er det forholdsvis let at sætte ord på alle fordelene. Foruden en lang række faglige fordele og kompetencer, vil du også få personlige erfaringer med hjem i rygsækken. Som udvekslingsstuderende kommer du til at indgå i en kulturel udveksling. På den ene side kommer du både bevidst og ubevidst til at repræsentere den danske kultur, når du eksempelvis forklarer, hvor du kommer fra, og hvordan du plejer at læse og gå i skole. Omvendt lærer du en hel masse om det specifikke lands kultur ved at integrere dig et i et fremmed lokalsamfund. Udveksling giver dig uden tvivl et internationalt perspektiv på verden, hvilket du kan drage nytte af, når du lander i Danmark igen. Det kan eksempelvis være, at du har lettere ved at se en bestemt opgave i en større sammenhæng, fordi du har fået bredere kulturforståelse. På denne hjemmeside sætter andre udvekslingsstuderende ord på, hvad udveksling har givet dem.
Udfordr din vante hverdag
Selvom det er trygt at blive hjemme, så kan det alligevel være sundt at teste dine egne grænser af. Dit faglige, sociale og kulturelle udbytte er uden tvivl en stor gevinst ved udvekslingsopholdet. Derudover kan du lære en hel del om dig selv. Det kan virke skræmmende, at din underviser taler til dig på et andet sprog end dansk, at det ikke er dine venner og familie, du er sammen med i fritiden, og at det ikke er de samme varer i supermarkedet. Det bidrager dog kun til din personlige udvikling, og du vil med tiden se, at du sagtens kan klare dig uden for Danmarks grænser og i nye omgivelser.